Kokosolie

Havregrød med banan, kanel, kokos og sprøde kakaonibs

havregrød-med-bananEfteråret har meldt sin ankomst, og det giver virkelig gode anledninger til at lave en god portion grød, inden du skal ud i kulden, på arbejde eller i skole.
Der findes så mange forskellige måder, du kan variere din grød på, både hvad angår typer af gryn men også de forskellige slags toppings. For det første smager grød og frisk frugt fantastisk sammen, men gør også din morgenmad langt mere attraktiv rent visuelt, især for dig der har svært ved at få morgenmaden ned.
Hvis du har lyst til at prøve kræfter med flere forskellige slags morgengrød, så find opskrifter på følgende her: boghvedegrød med kanel og banan, quinoa-havregrød med appelsinsaft, dadelgrød, havregrød med karamelsovs, æble og ristede mandler eller æble som topping på skyr eller yoghurt.

Jeg har gjort dette morgenmads måltid Low Fodmap venligt, og derfor indeholder portionen kun 25 g havregryn. Idet der også er en smule kokos (husk der også er begrænsninger på denne også i forhold til at mixe den sammen med havregryn), banan og kakaonibs, synes jeg portionen er forholdsvis mættende. Ellers kan du evt. spise den med et blødkogt æg ved siden af eller tilføje mere havregryn til grøden, hvis ikke du lever efter Low Fodmap dieten.

Du skal bruge:
25 g havregryn
1 dl vand
En knivspids salt
½ banan
1 tsk kanel
Kokosmel
Kakaonibs

1. Start med at komme havregryn, salt og vand i en gryde og bring det hele i kog under omrøring
2. Kog grøden ved middel varme til den har den ønskede konsistens
3. Mos bananen og bland den i grøden sammen med kanel
4. Kom grøden i din morgenmadsskål og top den med en smule kokosmel, kanel og kakaonibs

Grøden er virkelig lækker og bliver næsten helt dessertagtig, når den spises sammen med kanel og de sprøde kakaonibs. Kakaonibsene er rige på den rene smag fra kakaobønnen, og består af kakaobønner, hvor skallen er fjernet. De er mørke, sprøde og bitre, og det kræver derfor ikke særlig mange af slagsen, for at tilfredsstille din smagsløg. De giver en smagseksplosion af chokoladesmag, og kan derfor være en god snack i en travl hverdag. Udover at bruge den som topping på grød, foretrækker jeg også at bruge dem i bagværk, desserter eller hjemmelavet müsli.

Nyd grøden med en stor kop kaffe – Den bedste start på en efterårsdag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kokosolie