Granatæble sommersalat ala 'Hvad har jeg i mit køleskab?'

Status på min glutenfrie periode

Jeg har nu været glutenfri i knap to uger. Det har til tider været meget lige til, hvorimod jeg på andre tidspunkter har bandet og svovlet over min situation og min beslutning om at forsøge at leve glutenfrit. Med glutenfrit skal lige siges, at jeg stadig spiser produkter med gluten i som fx pålæg, slik, chokolade mm., men holder mig fra alt hvad der hedder hvedemel, durumhvede, spelt, emmer, enkorn, rugmel, rugkerner, byg, grahamsmel, sigtemel, hvedeklid, hvedekim, hvedekerner, mannagryn, bulgur, couscous, havregryn osv.

Positive og negative sider
Da jeg førhen har været på Low Fodmap diæten i 7 uger, hvor jeg var endnu mere begrænset, har jeg syntes, at det var nogenlunde overskueligt at skulle leve glutenfrit. Ved Low Fodmap diæten var det virkelig vigtigt, at jeg planlagde mine måltider og havde måltider med på farten, da det var så mange fødevarer, der var udelukket at spise. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke pludselig stod i en situation, hvor jeg ikke havde muligheder for at spise noget af det, der var til stede eller blev tilbudt. Denne glutenfri periode har derfor gået nogenlunde let. Derudover er jeg i forvejen også god til at tage en madpakke med mig i skole, fordi der ikke eksisterer en kantine på den. Angående planlægningen er det alså gået okay taget i betragtning af, at det har været mine første to uger. 

Jeg må dog indrømme, at jeg nogle morgener har brugt mere tid i mit eget køkken, end jeg har på mig selv. Min morgenmad har hovedsageligt bestået af bananpandekager lavet på 2 æg, 1 banan, 1 tsk kanel toppet med frisk frugt. De har været lidt mere vanskelige at lave, end dem jeg plejer at lave med havregryn, og jeg har også forsøgt mig ud i nogle med quinoa og boghvedegryn. Efter et par dage fik jeg i stedet købt mig en laktosefri yoghurt, som jeg har spist med frisk frugt og mandler – det var et meget hurtigere alternativ. Madpakken til skolen har også taget mig længere tid at lave,  da jeg ofte har lavet mig en salat. Jeg har altså lært, at jeg skal blive endnu bedre til at forberede mig til dagen inden ved evt. at lave salaten aftenen forinden og større portioner, som kan strække sig over flere dage.  
Det glutenfri boghvede brød har været en stor redning for mig i den første uge, da mit største problem er, hvad jeg skal stille op mht. frokost. Hvis ikke jeg har fået lavet nok mad om aftenen, så det har været rester til at tage med til frokost, har det været rart at skære et par skiver brød og tage med som sandwich.

IMG_8143

Jeg har selvfølgelig stødt i et par situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg bare kunne spise lige hvad jeg ville, det skal jo ikke være nemt, og det vidste jeg godt, da jeg lavede aftalen med mig selv om at holde mig fra gluten. Her er nogle af de situationer, som jeg synes har været de sværeste:
– En fødselsdag hos min veninde, hvor jeg skulle hjælpe med at lave en masse lækkert mad til gæsterne. Hun havde bestemt menuen som bestod af quasadillas med ost og salsa, ristet rugbrød med gedeost/honning, sunde cookies med banan, havregryn, peanutbutter og chokolade, chips med dip, grøntsagsstave og æblekage. Heldigvis kunne jeg spise grøntsagsstavene, kagen og chipsene, men hvor var det frustrerende at stå og lave så meget god mad, jeg bare ikke kunne tillade mig selv at spise, og hvor var jeg glad for at jeg havde spist en stor portion morgenmad inden.
– Det gode vejr har ført til mange grillaftener, hvor der er blevet grillet lækkert naan brød og hvidløgsbrød, som jeg bare har haft lyst til at sætte tænderne i. Heldigvis kunne jeg i stedet spise det grillede kød, en god salat og nogle grillede grøntsager i stedet. Så helt forfærdeligt var det heller ikke.
– Jeg blev inviteret på tapas og drinks med mine veninder, hvor jeg besluttede at tage med og skippe brødet og spise alt det andet i stedet. Det var en platte med ost, pølser, hummus, mayo, oliven og nødder. Det var super lækkert, men enormt fedt at spise uden brødet som tilbehør. Vigtigst for mig var alligevel, at jeg kunne tage med ud og spise i stedet for at måtte takke nej tak.
– Tilsidst har jeg haft gruppearbejde med min gruppe, hvor vi skulle spise frokost sammen, hvor vi hver især tog lidt pålæg med fra køleskabet, og jeg ville normalt spise det med rugbrød under. Til gengæld bagte jeg et boghvede brød, så ikke blev nødt til at lave min egen separate frokost.

På de tidspunkter hvor jeg har synes, at det har været alder værst, er de tidspunkter hvor jeg har følt, at jeg var et problem og til besvær for andre. Det kan godt være det til tider er hårdt, at jeg ikke må spise, noget af det jeg holder mest af, og har ‘forbudt’ mig selv nogle fødevarer, men det er et valg, jeg selv har taget. Men det værste er når jeg føler, at jeg skiller mig ud, og det bliver til besvær.

Ændringer
Min oplevelse af ændringer er ikke de store endnu, men mine tidligere erfaringer, fortæller mig, at det tager et par uger, før du rigtig kan mærke en forskel, og maven bliver mindre oppustet, så jeg giver det en chance, og er stadig ved god motivation omkring at fortsætte. Maven er kroppens kommunikationscenter for følelser, og når jeg er stresset, nervøs, ikke har fået sovet nok eller spist forkert, bliver min mave utrolig påvirket. Derfor er der mange parametre der kan spille ind udover kosten, og jeg må stadig arbejde med at få det hele i balance.
Jeg er blevet endnu mere kreativ i mit køkken, end jeg var før, da jeg nu bliver nødt til at finde på alternativer, og ofte bruge det jeg har. Jeg har overordnet følt mig mere tilpas mæt efter mine måltider, og har endda oplevet, at jeg ikke har troet jeg var mæt, da jeg er vandt til at have ondt eller have bøvl med maven efter et måltid. Det er helt underligt, at den følelse ikke altid opstår længere.
Jeg fortsætter derfor med at lave glutenfrit, da jeg føler, at det er det hele værd, og har en tro på, at det med tiden nok skal blive meget bedre.

IMG_8045

4 kommentarer

  • Havregryn kan man da sagtens få glutenfrie? Det spiser jeg… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • healthup

      Hejsa 🙂
      Ja det er jeg godt klar over, jeg tror også snart jeg må have mig købt nogle. Jeg er bare ikke så tilfreds med at prisen er det tre dobbelte, så jeg prøver at begrænse det lidt 🙂
      Kh. Christina

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • De er ofte på tilbud i Netto til 25 kr som spotvare og ellers har rema1000 dem til 20 kr nogle gange. Bare et tip fra en der elsker havregryn, men ikke tåler gluten 🙂

      Anna – wonderwomanwannabe.dk

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • healthup

      Fedt tusind tak for tippet! Jeg fandt dem på tilbud i Føtex til 25kr 😀
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Granatæble sommersalat ala 'Hvad har jeg i mit køleskab?'