Alle kan lave mad, hvis de vil

Det her indlæg handler ikke om den fantastiske lækre brownie i ser ovenfor. Selvom jeg uden tvivl var i BROWNIE HEAVEN da jeg spiste den, handler det i stedet om, hvordan vi hver især kan finde vores evner til madlavning frem, hvis vi tror på os selv, tør begive os ud i noget nyt og tør udfordre både os selv og vores smagsløje.

For mig har det altid været helt naturligt at lave mad. Jeg har altid haft en stor interesse for det, og har, siden jeg var meget ung, hjulpet til i køkkenet. Jeg husker det, som var det i går, at jeg stod i min farmors køkken iført mit grønne forklæde og kokkehue. Jeg havde lokket hende til at lavede hjemmelavede negerkys sammen med mig. Køkkenet var et kaos, udfordringen var stor og vi manglede halvdelen af ingredienserne, men kunne heldigvis løbe over i Brugsen, der lå lige overfor og købe det resterende. Der var intet der kunne slå mig ud eller stoppe mine mange idéer, og jeg vidste min farmor støttede mig i alt. Hun troede på mig og lod mig udfordre mig selv og rode i hendes køkken. Hun var bestemt ikke en sart kvinde, og netop det tror jeg, gav mig modet på at begive mig ud i nye ting. Hun var der altid som støtte, men gav mig frie tøjler indenfor visse rammer, og netop dette er vigtigt i en læringssituation.

Mange har ikke mod nok på madlavning, og begrænser sig selv i et køkken, selvom de i virkeligheden kan meget mere. Vi har alle tendens til at lave de samme retter i løbet af en travl hverdagsuge, da det er det nemmeste, og det vi føler kræver mindst tid.
I løbet af min praktik i New York har jeg især lært meget om, hvordan børn lærer bedst, og hvordan de har brug for at få mestringsoplevelser, som vil styrke deres selvtillild. Efter jeg er kommet hjem, har jeg tænkt meget over, de ting jeg lærte, og derfor gav jeg forleden dag min lillesøster den udfordring at bage en brownie. Hun har aldrig haft en særlig stor interesse for madlavning, og fred være med det, for der er bestemt også mange andre spændende ting at give sig til. Men det jeg vil frem til er, at hun ikke har særlig meget erfaring i et køkken, og derfor alt spørger mig til råds, når jeg er til stede i stedet for bare at prøve sig frem. Derfor gav jeg hende opskriften på en brownie, snakkede kort med hende om opskriften og fremgangsmåden, og kørte derfor væk et par timer sammen med min mor, for at lade hende være helt alene med opgaven. Jeg kunne mærke hun var lidt usikker på det hele, men et par timer efter da jeg kom hjem, duftede hele huset af nybagt kage, og hun havde klaret opgaven til bravour, endda med nogle udskiftninger pga. manglende sukker og derudover tilføjet hakket mørk chokolade til opskriften, som vi blev enige om hørte til i en rigtig brownie.

Man bliver altså nødt til at tro på sig selv og de mennesker omkring sig, og jeg har om nogen i den grad haft en tildens til at rette for meget på min lillesøster, når vi har været i køkkenet sammen. Det har skræmt hende væk, fordi hun altid har følt hun lavede fejl. I stedet har man brug for succesoplevelser, og selvom man laver fejl, som alle jo gør, må man fokusere på, at man har lært af det i stedet. Jeg var sku’ en stolt storesøster, da jeg kom hjem til det, jeg vil kalde verdens bedste brownie. Jeg kan ikke vente med at give hende flere succesoplevelser, som forhåbentlig kan få hende til, at ligge alle de dårlige oplevelser hun har haft i køkkenet bag sig, og i stedet glæde sig over at lave mad til andre, som vil sætte stor pris på det.