Gulerodspandekager med kanel

 photo b614feb7-0adc-45fb-9f18-fd798d2326f7_zps1b25f9f3.jpg
Jeg burde næsten kalde bloggen ‘Christinas blog fyldt med pandekager på alverdens måder’, for her på det sidste er jeg gået helt pandekage-amok. Er det kun mig, der aldrig bliver træt af de klassiske bananpandekager? Jeg kan tydeligvis ikke få nok, og jeg synes det er lidt sjovt at eksperimentere med at tilføre andre ingredienser i dem. Jeg har begivet mig ud i citronpandekager med et twist lemoncurd, som du kan finde opskriften på lige her. Disse gulerodspandekager  er inspireret af FITinspiration og indeholder, sjovt nok, groftrevet gulerod, da guleroder ligesom modne bananer indeholder en skøn sødme. Du kan blende havregrynene til mel, hvis du ønsker en mere ensartet pandekagedej, men jeg er vild med den grove udgave, hvor havregrynene ikke blendes. Til gengæld kan de godt være lidt svære at vende på panden.

Du skal bruge (1 person):
1 moden banan
1 dl havregryn
1 æg
1 dl groftrevet gulerod
1 tsk kanel

Topping: skyr og friske blåbær

1. Mos bananen med en gaffel og rør den sammen med de resterende ingredienser
2. Varm en pande op med lidt neutral olie
3. Steg pandekagerne på middel varme og server dem med en klat skyr og friske blåbær

 photo f363ae62-95f1-46b3-aae2-1556fa5e3416_zpsc0bcbbd5.jpg
 photo 64765d54-9b4f-4416-a92f-a262ccaba871_zpsc3a38977.jpg

Citronpandekager med et twist af lemoncurd

 photo 5d6e29f4-c8c2-4d65-8dd9-43c886916b54_zps4dbb0c3d.jpgJeg har stadig sommerferie og det er defor en god undskyldning for mig, at gøre noget ekstra ud af mit yndlingsmåltid MORGENMADEN. Disse pandekager er intet mindre end fantastiske! De er inspireret af Thefoodclub, men her er hvedemel og speltmel skiftet ud med fiberige havregryn der er blendet til mel. Udgangspunktet er grundopskriften på bananpandekager, og derudover er der tilsat revet citronskal, citronsaft, blå birkes og en skefuld syndig lemoncurd. Det syrlige citron giver pandekagerne en mild smag af citron og sammen med det søde lemoncurd og de sprøde birkes, er det en helt perfekt kombination.

 photo 44489f70-ab98-4a58-b33c-b308be13f5bd_zpsd2a26eb9.png

Du skal bruge (4 små pandekager):

1 dl havregryn
1 moden banan
1 æg
1/2 tsk. bagepulver
Skallen af 1/2 øko citron
2 spsk citronsaft
1 tsk lemoncurd
1 spsk blå birkes
Neutral olie til stegning (eller smør hvis ønsket)

1. Blend havregrynene til mel, tilsæt banan, æg og bagepulver og blend det hele til en ensartet masse
2. Tilsæt nu både citronskal, citronsaft og lemoncurd
3. Rør de blå birkes i dejen
4. Steg pandekagerne gyldne på en opvarmet pande med lidt olie

 photo eb636a19-e9c4-4f9b-b875-ef141ea39b88_zps1fd3b0a6.jpg
 photo b4517985-ce9c-4fe2-8696-59836a27453c_zps0359921a.jpg

Spinat/feta/pesto snurrer

 photo 9f6e4fed-c34f-4cc9-82b4-e50d1876e9e1_zps93d57d35.png
I går aftes skulle jeg i Fælledparken til Zulu Sommerbio med min dejlige veninde. Vi besluttede os for at tage aftensmaden med os, og det skulle være nemt og let. Hun lavede en lækker kålsalat og dertil havde jeg disse spinat/feta/pesto snurrer med masser af smag i sig. De er nemme at lave og passer også perfekt til madpakken, nu hvor sommerferien snart er slut.

Du skal bruge:
4 dl lunkent vand
25 g gær
1 spsk olivenolie
1 tsk sukker
1 spsk salt
300 g grahamsmel
200 g hvedemel
1 håndfuld frisk timian
1 løg
3 spsk grøn pesto
Ca. 1 dl frisk spinat
100 g fetaost
1 pisket æg til pensling
Sesamfrø og groft salt

1. Start med at røre gæren ud i det lunkne vand
2. Kom dernæst olie, sukker og salt i. Tilsæt melet og ælt det godt
3. Skær løget i fine tern og tilsæt det til dejen sammen med den friske timian
3. Lad dejen koldthæve i køleskabet i minimum 6 timer
4. Tag dejen ud af køleskabet og vend den ud på et meldækket bord
5. Ælt dejen og rul den ud på bordet med en kagerulle
6. Skyl spinaten og skær den i mindre stykker. Smør pestoen på dejen, tilsæt spinatbladende og smulr’ fetaosten udover
7. Rul dejen sammen til en pølse og skær den ud i ønskede stykker. Kom sneglene på en bageplade med bagepapir og tryk dem flade
8. Smør sneglene med æg og drys med sesamfrø og lidt groft salt
9. Bag dem i en formvarmet ovn ved 210 grader i ca. 20 min. indtil de er gyldenbrune

 photo 7d3155e6-eeb9-4fff-b12b-0437336c19f5_zps33100d81.jpg
 photo 76120fe1-9ad5-4fb7-a1fd-abf88baf54c8_zps89adf69c.jpg

Sommerferie og granola

Først og fremmest beklager jeg de mange dage i mellem mine indlæg! Sommerferien har for alvor taget over, og jeg nyder det i fulde drag med familie og veninder, og så har jeg endda en ferie til Lissabon til gode inden sidste år af studiet starter.

Madlavningen har stået lidt på standby her på det sidste, og er i stedet blevet skiftet ud med utallige besøg på fantastisk lækre spisesteder her i København. Jeg går faktisk og overvejer, om jeg skulle lave en lille Københavner guide, hvis det kunne have interesse for jer?

Derudover har jeg brugt mere tid på træningen, da der nu kun er næsten 1 måned til Powerade Copenhagen Halfmarathon. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ på det sidste, hvilket er grunden til, at jeg har meldt mig ind i Fitness World igen, for at skære lidt ned på antallet af løbeture, men i stedet holde konditionen ved lige ved hjælp af crosstraineren (ja det sku’ dødkedeligt!). Ellers har jeg deltaget på forskellige hold, da jeg synes det er enormt motiverende at træne sammen med andre. Generelt set har jeg forsøgt at sætte større fokus på styrketræningen, for at mindske risikoen for skader. Jeg håber og krydser alle fingre for, at jeg kan løbe mit første halvmarathon snart, men samtidig må jeg fornemme hvordan det hele forløber, når løbet nærmer sig. Jeg har ikke lyst til at måtte holde flere måneders pause efterfølgende, hvis min skade skulle blive forværret.

Sommerferie betyder lange og rolige morgener for mit vedkommende, hvilket passer mig perfekt, da det bedste jeg ved, er en god start på dagen, som inkluderer et godt morgenmåltid (eller lad os bare kalde det brunch). I dag stod jeg op og fik løbet en tur på 9 km. Jeg flyttede til Østerbro for en måneds tid siden, hvilket har været god lejlighed til at finde nye løberuter. Efter løbeturen indtog jeg en portion yoghurt med hjemmelavet granola, et blødkogt æg og en café latte lavet på laktosefri minimælk. Alt i alt et godt måltid, som sørger for at min krop restituerer hurtigt.

 photo 1615ee8a-3642-4752-8da7-90737f47eeb0_zpsf65d6e9a.jpg
Jeg forsøger for så vidt muligt altid at have et glas stående med hjemmelavet granola. Det er simpelthen det nemmeste i verden, og derudover ved du præcis, hvad du propper i munden! Min hjemmelavede granola indeholder ikke en bombe af tilsat sukker, men får i stedet sin sødme fra honning og kokosmel. Derudover indeholder den en masse fibre fra havregryn og gode fedtsyrer fra nødderne.

Nedenfor kan du finde en opskrift på den hjemmelavede granola. Lav eventuelt en stor portion, som kan holde sig længe. Jeg valgt ikke at mængdeangivet fødevarerne, da de kan justeres efter smag og behag.

 photo de779468-e59e-4ffc-bcae-2df53f1a2465_zpsa826f64d.jpg
 photo 311951fb-9b0c-4243-8a20-d791162b6586_zpse86ac76c.jpg

Til den hjemmelavede granola skal du bruge:
Honning (efter smag, alt efter hvor sød du ønsker granolaen)
Havregryn
Grofthakkede mandler
Græskarkerner
Solsikkekerner
Kokosmel
Sesamfrø
Rosiner
Tørrede tranebær.

1. Varm en pande op, kom honningen på og lad den smelte
2. Tilsæt havregryn, rør det godt rundt med honningen og skru ned for middelvarme
3. Tilsæt dernæst mandler, græskarkerner, solsikkekerner, kokosmel og sesamfrø
4. Rør det hele godt rundt og lad det blive sprødt. Det kan nemt brænde på, så hver derfor ekstra opmærksom
5. Lad granolaen køle af, tilsæt rosiner og de tørrede tranebær og hæld det i et opbevaringsglas