Gulerodspandekager med kanel

 photo b614feb7-0adc-45fb-9f18-fd798d2326f7_zps1b25f9f3.jpg
Jeg burde næsten kalde bloggen ‘Christinas blog fyldt med pandekager på alverdens måder’, for her på det sidste er jeg gået helt pandekage-amok. Er det kun mig, der aldrig bliver træt af de klassiske bananpandekager? Jeg kan tydeligvis ikke få nok, og jeg synes det er lidt sjovt at eksperimentere med at tilføre andre ingredienser i dem. Jeg har begivet mig ud i citronpandekager med et twist lemoncurd, som du kan finde opskriften på lige her. Disse gulerodspandekager  er inspireret af FITinspiration og indeholder, sjovt nok, groftrevet gulerod, da guleroder ligesom modne bananer indeholder en skøn sødme. Du kan blende havregrynene til mel, hvis du ønsker en mere ensartet pandekagedej, men jeg er vild med den grove udgave, hvor havregrynene ikke blendes. Til gengæld kan de godt være lidt svære at vende på panden.

Du skal bruge (1 person):
1 moden banan
1 dl havregryn
1 æg
1 dl groftrevet gulerod
1 tsk kanel

Topping: skyr og friske blåbær

1. Mos bananen med en gaffel og rør den sammen med de resterende ingredienser
2. Varm en pande op med lidt neutral olie
3. Steg pandekagerne på middel varme og server dem med en klat skyr og friske blåbær

 photo f363ae62-95f1-46b3-aae2-1556fa5e3416_zpsc0bcbbd5.jpg
 photo 64765d54-9b4f-4416-a92f-a262ccaba871_zpsc3a38977.jpg

Citronpandekager med et twist af lemoncurd

 photo 5d6e29f4-c8c2-4d65-8dd9-43c886916b54_zps4dbb0c3d.jpgJeg har stadig sommerferie og det er defor en god undskyldning for mig, at gøre noget ekstra ud af mit yndlingsmåltid MORGENMADEN. Disse pandekager er intet mindre end fantastiske! De er inspireret af Thefoodclub, men her er hvedemel og speltmel skiftet ud med fiberige havregryn der er blendet til mel. Udgangspunktet er grundopskriften på bananpandekager, og derudover er der tilsat revet citronskal, citronsaft, blå birkes og en skefuld syndig lemoncurd. Det syrlige citron giver pandekagerne en mild smag af citron og sammen med det søde lemoncurd og de sprøde birkes, er det en helt perfekt kombination.

 photo 44489f70-ab98-4a58-b33c-b308be13f5bd_zpsd2a26eb9.png

Du skal bruge (4 små pandekager):

1 dl havregryn
1 moden banan
1 æg
1/2 tsk. bagepulver
Skallen af 1/2 øko citron
2 spsk citronsaft
1 tsk lemoncurd
1 spsk blå birkes
Neutral olie til stegning (eller smør hvis ønsket)

1. Blend havregrynene til mel, tilsæt banan, æg og bagepulver og blend det hele til en ensartet masse
2. Tilsæt nu både citronskal, citronsaft og lemoncurd
3. Rør de blå birkes i dejen
4. Steg pandekagerne gyldne på en opvarmet pande med lidt olie

 photo eb636a19-e9c4-4f9b-b875-ef141ea39b88_zps1fd3b0a6.jpg
 photo b4517985-ce9c-4fe2-8696-59836a27453c_zps0359921a.jpg

Sommerferie og granola

Først og fremmest beklager jeg de mange dage i mellem mine indlæg! Sommerferien har for alvor taget over, og jeg nyder det i fulde drag med familie og veninder, og så har jeg endda en ferie til Lissabon til gode inden sidste år af studiet starter.

Madlavningen har stået lidt på standby her på det sidste, og er i stedet blevet skiftet ud med utallige besøg på fantastisk lækre spisesteder her i København. Jeg går faktisk og overvejer, om jeg skulle lave en lille Københavner guide, hvis det kunne have interesse for jer?

Derudover har jeg brugt mere tid på træningen, da der nu kun er næsten 1 måned til Powerade Copenhagen Halfmarathon. Jeg har haft lidt problemer med mit knæ på det sidste, hvilket er grunden til, at jeg har meldt mig ind i Fitness World igen, for at skære lidt ned på antallet af løbeture, men i stedet holde konditionen ved lige ved hjælp af crosstraineren (ja det sku’ dødkedeligt!). Ellers har jeg deltaget på forskellige hold, da jeg synes det er enormt motiverende at træne sammen med andre. Generelt set har jeg forsøgt at sætte større fokus på styrketræningen, for at mindske risikoen for skader. Jeg håber og krydser alle fingre for, at jeg kan løbe mit første halvmarathon snart, men samtidig må jeg fornemme hvordan det hele forløber, når løbet nærmer sig. Jeg har ikke lyst til at måtte holde flere måneders pause efterfølgende, hvis min skade skulle blive forværret.

Sommerferie betyder lange og rolige morgener for mit vedkommende, hvilket passer mig perfekt, da det bedste jeg ved, er en god start på dagen, som inkluderer et godt morgenmåltid (eller lad os bare kalde det brunch). I dag stod jeg op og fik løbet en tur på 9 km. Jeg flyttede til Østerbro for en måneds tid siden, hvilket har været god lejlighed til at finde nye løberuter. Efter løbeturen indtog jeg en portion yoghurt med hjemmelavet granola, et blødkogt æg og en café latte lavet på laktosefri minimælk. Alt i alt et godt måltid, som sørger for at min krop restituerer hurtigt.

 photo 1615ee8a-3642-4752-8da7-90737f47eeb0_zpsf65d6e9a.jpg
Jeg forsøger for så vidt muligt altid at have et glas stående med hjemmelavet granola. Det er simpelthen det nemmeste i verden, og derudover ved du præcis, hvad du propper i munden! Min hjemmelavede granola indeholder ikke en bombe af tilsat sukker, men får i stedet sin sødme fra honning og kokosmel. Derudover indeholder den en masse fibre fra havregryn og gode fedtsyrer fra nødderne.

Nedenfor kan du finde en opskrift på den hjemmelavede granola. Lav eventuelt en stor portion, som kan holde sig længe. Jeg valgt ikke at mængdeangivet fødevarerne, da de kan justeres efter smag og behag.

 photo de779468-e59e-4ffc-bcae-2df53f1a2465_zpsa826f64d.jpg
 photo 311951fb-9b0c-4243-8a20-d791162b6586_zpse86ac76c.jpg

Til den hjemmelavede granola skal du bruge:
Honning (efter smag, alt efter hvor sød du ønsker granolaen)
Havregryn
Grofthakkede mandler
Græskarkerner
Solsikkekerner
Kokosmel
Sesamfrø
Rosiner
Tørrede tranebær.

1. Varm en pande op, kom honningen på og lad den smelte
2. Tilsæt havregryn, rør det godt rundt med honningen og skru ned for middelvarme
3. Tilsæt dernæst mandler, græskarkerner, solsikkekerner, kokosmel og sesamfrø
4. Rør det hele godt rundt og lad det blive sprødt. Det kan nemt brænde på, så hver derfor ekstra opmærksom
5. Lad granolaen køle af, tilsæt rosiner og de tørrede tranebær og hæld det i et opbevaringsglas

Havregrøds-heaven

 photo 125c0758-2d4f-4e24-bce8-527c81b10cff_zps8d2d45ea.jpg

Ja jeg ved det godt, det er absolut ikke sæson for hverken suppe, gryderetter eller grød. Men nogle gange må man følge sin lyster, og jeg har både været ude i at lave chili con carne og denne havregrød fornylig, selvom vejret har været helt fantastisk.
Havregrød tager man aldrig fejl af, og den behøves ikke at være kedelig, men kan peppes op på mange forskellige måder med nødder, tørret eller frisk frugt. Havregrød er sundt og mættende, fordi det indeholder mange fibre. Denne her udgave er lavet på mælk, hvilket gør den lækker og cremet, derudover er der tilføjet en moden most banan, som gør den sødere og til sidst lidt kanel og friske blåbær på toppen.

Du skal bruge:
1 dl havregryn
2 dl minimælk (kan eventuelt udskiftes med vand eller laves på halv mælk og halv vand)
1 moden banan
1 tsk kanel
Salt
Friske blåbær og hakkede hasselnødder til topping

1. Kom havregryn og mælk/vand i en gryde og bring det i kog under omrøring
2. Når grøden koger skrues ned på middelvarme, og du rører fortsat i grøden indtil den har den rette konsistens
3. Mos bananan og vend den i grøden
4. Tilsæt kanel og smag til med salt
5. Server grøden lun og top den med friske blåbær og hakkede hasselnødder

 photo 71c2dedd-8846-4ea4-8637-dca483820c79_zpscf57000b.jpg

Bananpandekager med skyr og hjemmelavet jordbær-rabarber marmelade

 photo 28a49c04-f595-41b9-94ce-fe38ee78b5fb_zps2f7de1dc.jpg
Jeg har efterhånden lavet mange forskellige udgaver af bananpandekager. Denne udgaver indeholder en smule mindre havregryn og er i stedet toppet med skyr og hjemmelavet jordbær-rabarber marmelade. At noget så sundt kan smage så syndigt er ikke til at forstå?! Du kan sagtens holde bikiniformen, da pandekagerne uden topping kun indholder ca. 220 kcal. Jeg spiser både pandekagerne til morgenmad og til eftermiddagssnack, når jeg har lyst til noget sødt.

Du skal bruge (1 person, ca. 3 pandekager):
1 moden banan
1 æg
1 tsk kanel
3 spsk havregryn

1. Start med at mos bananen med en gaffel
2. Bland dernæst æg, kanel og havregryn sammen med bananmosen og rør det hele godt sammen
3. Varm en pande godt op med lidt olie
4. Kom klatter af dejen på panden og skru ned på middel varme
5. Steg pandekagerne færdige. Det kan godt kræve lidt teknik at vende pandekagerne

Forslag til topping: 
Skyr
Hjemmelavet jordbær-rabarber marmelade
Fryssetørrede hindbær

Top bananpandekagerne med dit yndlingstopping. Skyren gør dem ekstra cremede at spise og den hjemmelavede marmelade tilføjer en lækker sødme.

 photo 1786d99b-8109-4225-b5ec-f1bdbe5f71f6_zpsba8f97ff.jpg

Older posts