Ægge muffins med kylling og grønt

Gulerods-pastinaksuppe med ingefær, chili og kokos

gulerodssuppe
På de kolde og triste efterårsaftener, findes der ikke noget bedre end en varm suppe at varme sig på. Rodfrugter er jo netop i sæson lige nu, så hvorfor ikke udnytte det? Jeg havde en helt masse rodfrugter liggende i mit køleskab, og de skulle bruges til noget godt. Det blev derfor til en gulerods-pastinaksuppe med forårsløg, revet ingefær, lidt chilli og kokosmælk til at gøre suppen mere cremet. Ofte gør man brug af bolion, for at gøre en suppe smagfuld, men idet den skulle være fodmap venlig, fik den i stedet smag fra forårsløg, chilli, ingefær, soja, salt og peber. Derudover er den også laktosefri, så de fleste kan være med.

Du skal bruge (ca. 2 personer):
350 g gulerødder
100 g pastinak
Olie til stegning
3 forårsløg
Chili (efter behov)
2 spsk revet ingefær
1 lille dåse kokosmælk (125 g)
2 spsk citronsaft
Soja
Salt og peber

1. Skræl gulerødder og pastinak og skær begge dele i grove stykker
2. Sautér dernæst grøntsagerne i en pande med lidt olie. De må gerne sautere i 5-10min. under omrøring men ikke blive brune
3. Hak i mens forårsløg  og chili i mindre stykker og riv ingefæren på et rivejern
4. Kom forårsløg, chili og ingefær på panden sammen med de andre grøntsager, og lad det simre i ydeligere 2 min. 5. Kom ca. 6 dl vand på panden og krydr godt med salt og lidt soja (hvis du ikke er på fodmap, kan du tilsætte 6 dl bolion i stedet og undlade sojaen senere hen)
6. Kom låg på og lad det hele koge i 20 min. indtil grøntsagerne er blevet helt møre
7. Blend dernæst suppen til en ensartet masse med en stavblender
8. Tilsæt kokosmælken og kom den tilbage i panden og lad den simre i 5 min.
9. Smag suppen til med citron, soja, salt og peber. Tilsæt evt. mere vand, hvis suppen ønskes mere flydende

Topping:
1 gulerod
Græskarkerner
1 forårsløg
Lidt ingefær

1. Skræl guleroden og sker den i mindre tern
2. Varm en pande op med lidt olie og lad gulerødderne stege på panden i et par minutter
3. Inden gulerødderne tages af panden, tilsættes græskarkernerne, og de ristes indtil de bliver gyldne
4. Snit ingefær og forårsløg fint
5. Top suppen med ristede gulerødder og græskarkerner, snittet forårsløg og ingefær

Jeg synes suppen mætter enormt meget i sig selv, men man kan med fordel servere lidt brød til.

Suppen her indeholder en masse gode fibre fra rodfrugterne, som gør, at den mætter rigtig meget. Tilmed indeholder den sundt fedt fra kokosmælken. Både ingefær og rodfrugter er gode for immunforsvaret – rodfrugter indholder nemlig en helt masse c-vitamin. Derfor er suppen perfekt nu her, hvor vejret bliver koldere, og forkølelsen har en tildens til at snige sig ind på os. VELBEKOMME!

6 kommentarer

  • valsby

    Mums, lyder vildt lækkert! Elsker selv suppe her til den kolde tid. Men har et enkelt spørgsmål: kommer den ikke til at være lidt kvalmsød? altså, har føret lavet pure af gulerod og andre rodfrugter, hvilket blev rigtigt godt, men det blev sådan lidt kvalmende sødt i længden.
    Tak for en god blog!

    /Daniel
    valsbyblog.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • healthup

      Hej Daniel
      Kan godt forstå hvad du mener, det er jo selvfølgelig smag og behag. Jeg er helt vild med den søde smag, som jo får lidt kant fra soja, chili og ingefær. Det du evt. kan gøre, er at erstatte de 100g pastinak med 100g kartoffel i stedet, er sikker på det også vil blive vellykket!
      Kh. Christina

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Har 2 kg gulerødder liggende, og manglede lidt inspiration til hvad de skulle bruges til – så denne opskrift kommer som kaldet! Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • healthup

      Hej Cecilia. Er glad for at høre, at inspirationen kan bruges. Jeg havde netop samme problem, og det er skønt at få brugt sine rester i stedet for at skulle smide dem ud. Nu har jeg frosset en masse suppe ned, så er der nem aftensmad på de dage hvor der er travlt. Held og lykke med det 🙂
      Kh. Christina

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Christina. Jeg tænkte på, om suppen kan fryses ned? Jeg tænker nemlig at lave en kæmpe portion til de kommende kolde måneder. Vh Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • healthup

      Hej Louise. Det kan den sagtens, så gør endelig det. Det er så dejlig nemt, når man har fryseren fyldt godt op 🙂
      Kh. Christina

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ægge muffins med kylling og grønt